Tag i Ree Park søndag den 23. august
Søndag d. 23. august er der gratis entre i Ree Park - Ebeltoft Safari for medlemmer af en Handicaporganisation i Danmark. Én af årets nyheder giver endnu bedre adgangsforhold for gangbesværede i parken. En ny lang træbro fører gennem skoven i Ree Park og giver spændende udsigtsmuligheder hele vejen igennem parkens nye løveanlæg "Katanga Hill".

De nye faciliteter i parken har skabt adgang til et stort område, som hidtil har været utilgængeligt for publikum, og med træbroen er forholdene for gangbesværede blevet endnu bedre. Træbroen fletter sig ind gennem det 1 hektar store løveanlæg og videre over mod parkens nordamerikanske kontinent, hvor ulvene hyler og bjørnene klatrer i træer. Undervejs sendes gæsten 7 meter op i højden over løveanlægget og ind gennem det store klippeparti, Kopjen, som er knudepunktet i "Katanga Hill".

Ved fremvisning af foreningsblad eller medlemsbevis får medlemmer af handicaporganisationerne gratis entre med én ledsager søndag d. 23. august. Parken har åbent fra kl. 10-17 og dagen byder på et væld af aktiviteter, heriblandt det fascinerende fugleshow og lærerige dyrefodringer.
Landsforeningen mod Huntingtons Chorea - Bystævneparken 23, 701 - 2700 Brønshøj - Tlf. 98 57 53 23