|
|
|
| Følgende indlæg er en lidt "gammel" svend fra LHC-nyt nr 2, 1993, som i forbindelse med en debat på vores debatforum er den relevant igen. Indlægget er oprindeligt skrevet af Shirley Dalby fra England. |
 |
|
|
Seksuelle problemer er et af de aspekter, der først i de senere år er blevet diskuteret åbent. Dette kan meget vel skyldes patientens og partnerens blufærdighed, men også lægers og andres manglende evne til at stille de rigtige spørqsrnål. Men alligevel - lige meget hvor åbent der tales om seksuelle spørgsmål i et samfund, så vil de fleste mennesker føle, at deres seksualliv er helt privat. At diskutere sit seksualliv med en udenforstående føles ofte pinligt og illoyalt over for partneren.
Og hvad er så et seksuelt problem? Jeg er tilbøjelig til at tro, at der er meget få mennesker i denne verden - hvis de er helt ærlige - der har et perfekt seksualliv. Og hvis de har, vil deres partnere så føle på samme måde? Og hvad der er perfekt for en person, er ikke perfekt for en anden. - Syv forskellige partnere syv gange om ugen ville være rædsomt for den person, der opfatter det perfekte som en gang om måneden. Og nogle mennesker ønsker slet ikke sex. Medierne viser os konstant, hvad det er for et skønt liv, vi alle bør have og vækker forventninger i os og i vores partnere. Vi får information om sex i overflod; og alligevel reduceres sex af mange til en gang dårlige vittigheder og gøres til genstand for stupidt praleri.
Folks seksuelle behov er meget forskellige m.h.t. hyppighed, teknik, antal partnere og opnåelse af orgasme. I et velfungerende parforhold må to mennesker komme hinanden i møde og komme til enighed. Problemet opstår når to mennesker ikke kan komme til enighed eller når den ene part ændrer sig. Ændringerne kan være af psykisk såvel som af fysisk art. Her kan parforholdet gå i stykker, men det kann også bed res. Der kan komme kedsomhed i et parforhold, man kan blive syg, børn kan tappe den ene part for energi og følelser og helt erstatte partneren; og der kan være mennesker der af den ene eller anden grund slet ikke kan finde en partner.
Seksuelle problemer med HC må ses i denne sammenhæng - hvad er det, der er et almindeligt seksualliv? - hvordan var seksuallivet før den ene part blev syg? Og hvilke specielle vanskeligheder i seksuallivet medfører HC? De to hovedproblemer er nok: manglende lyst eller at være ude af stand til at gennemføre et samleje - og konflikten mellem lyst og behov. Impotens hos mænd er almindeligt i de sidste stadier, men så vidt jeg ved, er der ingen fysiske hindringer i det øvrige sygdomsforløb. Noget medicin kan måske afstedkommeimpotens (det bør undersøges). Den syge kan også blot miste lysten til sex og dette gælder naturligvis også for kvinder. Det kan skyldes depression og følelsesmæssige problemer. Manglende lyst kan også opstå al sorgen over at miste sit selvværd og angsten for fremtiden samt angsten for ikke at slå til og for ikke at være seksuelt attraktiv Den syge forestiller sig måske, at han/hun vrages af partneren - og foretrækker derfor at trække sig, for at redde sin personlige stolthed - det er bedre end at blive vraget. Nogle HC-syge går frivilligt ud af sexlivet og tillader deres partnere at finde en anden, idet de håber, at de på den måde stadig kan få partnerens kærlighed og omsorg. Dette er meget svært for den partner, der stadig ønsker at elske og give kærlighed til de syge. Han/hun føler sig nu forstødt og utilstrækkelig. Depression kan afhjælpes med medicin og partneren kan hjælpe den syge ved at være tålmodig, kærlig og overbevisende - forudsat det er oprigtigt ment. Undertiden kan blot det, at der søges professionel hjælp, bevise at partneren virkelig bekymrer sig. I psykoterapi kan man lære om følelserne og her kan der også arbejdes med lystfremmende teknikker og med den angst, der kan hindre gennemførelse af samlejet. Det kan ligeledes hjælpe at diskutere, hvad man forstår ved "normal" sex. Nogle syge har problemer med at gennemføre samleje p.g.a. de ufrivillige bevægelser. Her må man eksperimentere - benytte puder og andet for at opnå egnede stillinger.
I dette spørgsmål er der mange forskellige meninger - men ifølge min erfaring opstår de mest belastende og mest almindelige problemer p.g.a. enten uopfyldte behov eller umådeholdne krav. Tabet af hæmninger kan føre til upassende og overdrevent sexbehov - i forhold til hyppigheden, tid og sted. Dette kan være meget generendee for partneren, der nærmest kan føle sig konstant forfulgt. Problemet er mest i forhold til partneren - ikke i al almindelighed; men hæmningsløsheden kan føre til en antisocial adfærd, d.v.s. at den syge onanerer og lader sit vand i fuld offentlighed. Nogle seksuelle problemer skyldes usikkerhed og kan være en søgen efter forsikring om at blive holdt af. Frygten for tab af kærlighed medfører at den syge bliver krævende, og afvisning opfattes som forkastelse. Forkastelse fører til manglende selwærd, tab af kærlighed, tab af alting. Frygt får den syge til at lægge yderligere pres på partneren - undertiden med aggression og vold. Det kan være, at den syge får sex på den måde, men samtidig mister han/hun kærlighed og omsorg. Dette kan den syge meget vel indse bagefter og reagerer med depression og tilbagetrækning indtil næste gang. på dette tidspunkt er der fra partnerens side ikke mere nogen fysisk eller følelsesmæssig tiltrækning. Personlighedsændringerne og den intellektuelle forringelse kan ødelægge den følelsesmæssige nærhed, ja selv det at holde af. De ufrivillige bevægelser, især i ansigtet, kan virke frastødende. Ofte ønsker partneren slet ikke sex og har ingen ønsker om at leve-op til den syges øgede krav. Der er kvinder, der ligefrem taler om ægteskabelig voldtægt og andre har følt sig angrebet., med det resultat at de har trukket sig tilbage fra den syge - mere end nødvendigt - for at undgå yderligere angreb.
Partnerens følelser vil i nogen grad afhænge af parrets tidligere seksuelle samliv. Har der tidligere været problemer, bliver disse sandsynligvis værre; men har samlivet været godt, vil der i højeregrad opstå følelser af tab, sorg og skyld. Når man beskæftiger sig med problemet, må man huske at der kan være sorg, skyldfølelse og angst hos begge parter og dette ikke kun i forbindelse med det seksuelle. Diskussionen kan være vanskelig, da det kan frygtes at åbenhed omkring følelser vil være sårende og måske farlig. Man må også huske, at den HC- syges angst er logisk og at en fortsat beroligelse ikke hjælper, da den ikke er sand. Partneren kan have brug for hjælp til at sætte grænser og at lægge et dagsprogram. Måske kan man også vise sin kærlighed ved at lægge en hånd på den syges skulder, når der er ro i hjemmet og når der er andre mennesker tilstede, men denne gestus kan i andre situationer blive misforstået og opfattet som en opfordring til sex. Der er behov for fasthed og måske er det nødvendigt for partneren at få sit eget soveværelse. Fremfor alt må partneren støttes i at hans/hendes følelser er normale - udenforstående er ofte meget hurtige til at kritisere ting, de ikke forstår. Endelig ville det være absurd om partneren skulle risikere seksuelle overgreb - både af hensyn til sig selv, men også af hensyn til den fortsatte omsorg for den syge.
Shirley Dalby |
|
|
|
|
